Så er der Nordicana i Folkehuset, når Waterfahl dels fortolker velkendte sange og dels præsenterer originale kompositioner – garneret med anekdoter og baggrundhistorier.
"Alt sammen udført med indlevelse, charme og sikker instrumentbeherskelse. Finn spiller en medrivende rytmisk guitar, og Hanne synger med en fin og sjælfuld vokal. Ordene er bestemt også værd at forstå og lytte til, serveret med både sørgmunter citron og sødmefuld humor" - Allan Petersen, Rootszone.dk

Kom med rundt i Waterfahls musikalske univers, hvor vi blandt andet skal møde storbyens hulemand, der prøver at leve som i stenalderen; den ældre kvinde, der tog sagen i egen hånd; flygtningen, der mistede alt; digteren med de mange hyrdetimer langs floden; den mediterende stensamler ved Limfjorden og mange flere.
Musikalsk kommer vi omkring både glad pop, melankolsk blues og indie-folk, og der inviteres til både refleksion, smil og fodtrampende, brystklappende interaktion.
En koncert for hjertet, hjernen og fællesskabet.